Joselu præsenteret i Real Madrid
Joselu udlejes fra nedrykkerne Espanyol til Real Madrid i den kommende sæson, og i dag blev den 33-årige angriber præsenteret i Real Madrid med trøje nummer 14.
Det bliver dermed et gensyn med en spiller, der for det første har scoret rigeligt med mål imod netop Real Madrid, men som også var i klubben i sine yngre år. Han tilsluttede sig nemlig Castilla i 2010, som han spillede to sæsoner for som topscorer, hvor han i 2011/12-sæsonen scorede 19 mål i ligaen og yderligere seks i playoffkampene, da Castilla senest rykkede op i den næstbedste spanske række. Undervejs fik han også sin debut for førsteholdet, som han nåede at spille to kampe for og score to mål på blot 18 minutter.
Sidenhen blev Joselu lidt af en fodboldnomade med ophold i tre tyske klubber på stribe i form af Hoffenheim, Frankfurt og Hannover 96, hvorefter han krydrede karrieren med både spansk og engelsk med sæsoner for Stoke, Deportivo La Coruña, Newcastle, Alavés og altså senest Espanyol.
På det seneste har Joselu vist sig frem ved komme på det spanske landshold, hvor han har spillet fire kampe, scoret tre mål og netop været med til at vinde Nations League med en straffesparksscoring i den afgørende straffesparkskonkurrence. Derudover blev han den tredjemest scorende spiller i den forgangne LaLiga-sæson efter Karim Benzema og Robert Lewandowski.
