Joselu: Når du forlader Real Madrid, drømmer du altid om at vende tilbage
Efter Joselu blev præsenteret i Real Madrid tidligere i dag, fik han lov til at udtale sig til pressen om sit skifte. Her følger højdepunkterne fra pressekonferencen, hvor han lagde ud med at sige:
- I dag kan være en af de lykkeligste dage i mit liv – undskyld til mine børn og min kone. Når du forlader dette sted, drømmer du altid om at komme tilbage. Jeg er meget stolt af det, jeg har udrettet i løbet af de seneste år, og at i dag er den dag, jeg vender tilbage.
- Jeg vil gerne sige tak for at kunne være her. Jeg vil give alt, det er den vigtigste klub i mit liv. De har lært mig værdier, som jeg aldrig har glemt gennem hele min karriere. Som angriber kan jeg lide at score mål. Jeg har scoret mål gennem hele min karriere, og jeg tror ikke, det holder op med at være sådan nu.
Om at have valgt trøje nummer 14:
- Ethvert nummer på Real Madrids førstehold er stort. Jeg er virkelig stolt over at kunne bære et hvilket som helst nummer. Det er sekundært lige nu. Det vigtige er, at jeg er her og nyder øjeblikket. Jeg kunne godt lide 9'eren hos Castilla, men at kunne have et nummer blandt de bedste 25 i verden er utroligt.
Om presset i Real Madrid:
- Jeg er her ikke for at erstatte nogen. Jeg er her for at gøre mit og for at bidrage med alt, hvad jeg har lært. Jeg vil nyde det og gøre, hvad træneren beder mig om. Vi kender alle den standard, Karim (Benzema, red.) har sat for denne klub. Han er en af de bedste angribere i verden.
Om sin spillestil:
- Jeg er en fysisk spiller. Jeg kan lide at komme meget i feltet. Jeg kan godt lide at score mål, som enhver angriber. Min erfaring med at spille i to af de bedste ligaer i verden har fået mig til at vokse som fodboldspiller. De sidste par sæsoner har jeg talmæssigt været blandt topspillerne på nationalt plan, og det vil jeg gerne vise her.
Om sin tid hos Castilla:
- Alt har ændret sig meget. Jeg har været madridista, siden jeg var barn, og da muligheden opstod for at skrive under her, da jeg kom til Castilla, var det et kæmpe øjeblik. Jeg husker det som en af de bedste dage i mit liv. Du er 18 eller 19 år gammel, og du sætter ikke pris på det på samme måde, som du gør nu, men du kommer her, og du opsuger alt, hvad denne klub udstråler. Jeg lærte værdier, som kun Real Madrid har, og det har gjort mig i stand til at opnå store mål i mit fodboldliv og privatliv frem for alt.
Om sin reaktion, da klubben henvendte sig:
- Det blev gennemført for et par dage siden. Jeg fortalte ikke mine børn noget før i sidste øjeblik, for når man er i forhandlinger, ved man aldrig, hvad der kan ske. Men når interessen kommer, er det, hvad enhver spiller har drømt om hele sit liv. Jeg tror ikke, mine børn og min kone tror på det endnu. Vi vil nyde øjeblikket.
Om hvorvidt han har snakket med Ancelotti:
- Jeg har ikke haft mulighed for at tale med ham endnu. Jeg ved, hvilken slags spiller jeg er, og jeg ved, hvad jeg kan bidrage med på individuelt og holdniveau. Jeg taler med træneren, og jeg vil tilpasse mig, hvad han beder mig om, jeg står til hans rådighed for hvad som helst.
