DefensaCentral: Cancelo stadig en mulighed
Det virker helt afgjort, at João Cancelo skifter fra Manchester City denne sommer, eftersom portugiseren ikke længere kommer overens med Pep Guardiola. I den seneste halve sæson var han på leje hos Bayern München, som efter sigende ikke har i sinde at tilknytte ham permanent, og derfor skal han ud at finde en anden klub.
Og her kommer Real Madrid ind i billedet. Rygterne går på, at Barcelona er stærkt interesserede i spilleren, men catalonierne har i den forbindelse to forhindringer. Den første er naturligvis det økonomiske råderum og Financial Fairplay, men derudover melder DefensaCentral, at Cancelo foretrækker et skifte til Real Madrid.
Mediet melder endvidere, at Real Madrid aldrig formelt blev tilbudt Cancelo tilbage i januar trods flere forlydender om det modsatte. Nu kan muligheden melde sig, og efter sigende skulle det være til en overskuelig pris, idét Manchester City er forhippede på at komme af med ham.
Historien hos DefensaCentral går dog fortsat på, at heller ikke Real Madrid nødvendigvis er klar til at løbe ham i møde med åbne arme. Der florerer generelt rygter om, at Cancelo skulle være en besværlig type at have i sit omklædningsrum – et parameter, hvor Real Madrid netop har været særdeles stærke i de senere sæsoner, og det skulle være grunden til, at Real Madrid er tilbageholdende i forhold til at smide pengene for spilleren.
