Den spanske dominans er aftagende i dagens Real Madrid
Det var historisk, da Real Madrid den 7. januar i år tabte med 2-1 på udebane til Villarreal. Ikke fordi resultatet på nogen måde var noget at råbe hurra for, men fordi det var første gang i klubbens 121 år lange historie, at man stillede med en startopstilling uden en eneste spanier på banen.
Startopstillingen i det skuffende nederlag bestod af Courtois på mål, en forsvarskæde med Mendy, Alaba, Rüdiger og Militão, en midtbanetrio med Kroos, Tchouaméni og Modric og endelig en fronttrio med Vinícius, Benzema og Valverde.
Ved første øjekast kan det synes bemærkelsesværdigt, at det ikke var sket tidligere i klubbens historie, især med henblik på de senere år, hvor Real Madrids spanske spillere er blevet mindre og mindre dominerende. Tilmed er antallet af spaniere i Real Madrids førsteholdstrup faldet i den seneste håndfuld år. I 2018 var man oppe på 13, mens man i de følgende fire år i alle sæsonerne var nede på syv spaniere i truppen.
I dette transfervindue har man sagt farvel til Asensio, men alligevel er bestanden af spaniere steget, idét man har hentet Fran García og Joselu, mens Brahim Díaz er kommet tilbage fra leje. Dermed er Real Madrid for nu mere spansk i de senere år, men kigger man i krystalkuglen, kan det stadig nå at gå anden vej. Odriozola meldes på vej væk, og de fleste håber formentlig på, at også Vallejo finder et andet sted at spille fodbold.
Medmindre førsteholdstruppen bliver fyldt op med spaniere fra Castilla, kan Real Madrid altså gå ind til endnu en sæson med beskedne syv-otte spaniere i førsteholdstruppen. Og ikke nok med at tallet er lavt, er niveauet heller ikke imponerende højt blandt Real Madrid-spanierne. Carvajal er tættest på at være sikker i startopstillingen – og dermed samtidig være holdets svageste punkt – mens de resterende otte spaniere i skrivende stund er længere bagude i køen til spilletid i form af Nacho, Vázquez, Odriozola, Fran García, Vallejo, Ceballos, Brahim og Joselu.
