Historisk tilbageblik: Sommer-El Clásico i Cádiz

Det blev betragtet som noget helt specielt, da Real Madrid og Barcelona i weekenden tørnede sammen i El Clásico i Miami i en træningskamp inden sæsonen. To klubber, som mildest talt ikke er på julekort med hinanden, om end tonen udadtil naturligvis er respektfuld.

Men det var ikke opsigtsvækkende i 1959, nærmere betegnet fredag den 28. august, hvor de to holds trupper i samme tog rullede ind på stationen i Cádiz for at spille Trofeo Carranza. På vejen dertil var toget stoppet ved flere stationer og her stod masser af mennesker for at hilse på spillerne, som fra vinduerne vinkede ud til de fremmødte.

Og det var dengang som nu de to måske stærkeste hold i verden. Real Madrid havde få måneder forinden vundet sin fjerde mesterholds-titel i træk, mens man havde tabt begge titler på spansk jord, som Barcelona havde taget sig af med den legendariske træner Helenio Herrera.

Nu skulle de spille sommer-turnering i Cádiz sammen med AC Milan og Standard Liege. AC Milan kom som italienske mestre og mesterholds-finalister året forinden, mens Standard Liege var belgiske mestre. Og som om at turneringen ikke var prestigefyldt nok, så præsenterede Real Madrid samtidig sine to nye spillere, den brasilianske verdensmester Didí og spanieren Canario.

Kampene blev afviklet over to dage, nemlig lørdag og søndag og foregik således, at de to semifinalekampe blev spillet om lørdagen, mens finale og kampen om 3./4. pladsen blev spillet om søndagen. Første kamp kl. 18.30 og anden kamp kl. 22.30, således at tilskuerne kunne nå at komme ud og få noget at spise mellem kampene.

Det blev et enormt tilløbs-stykke i Cádiz. Billetter til 700 pesetas blev lynhurtigt solgt på gaden til 1500 pesetas og kampene blev transmitteret af fire radiostationer, to fra Madrid og to fra Barcelona, mens 50 journalister havde akkrediteret sig til opgørene, heraf 12 belgiere, 4 italienere, 3 franskmænd, 1 argentiner og 1 brasilianer.

Det hele blev dog indledt med et foredrag fredag aften om fodbold og tyrefægtning, som blev holdt af forfatteren José María de Cossio og her deltog både Real Madrid og Barcelona i en seance, hvor man også mindedes den legendariske tyrefægter Ignacio Sánchez Mejías, som blev dræbt af en tyr i 1934 og i løbet af sit korte liv også nåede at være præsident i Betis.
Til selve fodbolden: Lodtrækningen havde maget det således at Barcelona skulle møde Standard Liege i den første kamp. Barcelona følte sig overbeviste om den sikre vej i finalen og Helenio Herrera sparede da også flere spillere, men havde alligevel et angreb bestående af spillere som Villaverde, Kocsis, Kubala, Eulogio Martínez og Czibor og man bragte sig da også hurtigt foran med 2-0, men belgierne fik udlignet og takket været en storspillende Nikolai i Liege-målet klarede man den til straffesparks-konkurrencen, hvor Barcelona trak det længste strå med samlet 4-3.

Lidt nemmere gik det for Real Madrid, som ikke sparede nogle af sine stjerne og derfor havde et angreb med spillere som Canario, Didí, Di Stéfano, Puskas og Gento, mens AC Milan stillede op med stjerner som Buffon, Maldini, Liedholm, Altafinj og Danova og det blev da også en rendyrket fodbold-fest, hvor Real Madrid bragte sig foran med 3-0 i løbet af de første 14 minutter og dermed på fremragende vis levede op til Di Stéfanos mantra ”1, 2, 3 og til pause”, altså at lave tre mål for at kunne tage den med ro og koncentrere sig om de smukke detaljer og hvis modstanderen reducerede, skruede man lige tempoet op og sikrede en ny 3 måls-føring. Real Madrid endte med at vinde kampen 6-3 og Alfredo di Stéfano levede selv op til sit mantra ved at score fire mål i den kamp.

Kampen om tredjepladsen blev vundet af AC Milan med 3-2 og dermed havde de første tre kampe givet 21 mål og dermed var der lagt op til en fantastisk finale, hvor hverken Real Madrid eller Barcelona sparede nogle spillere.

Barcelona sendte spillere som Olivella, Segarra og Gensana på banen sammen med angrebet, som til denne lejlighed bestod af Villaverde, Kocsis, Evaristo, Suárez og Czibor, mens Real Madrid stillede med stort set samme hold som i semifinalen; eneste ændringer var Pachín i stedet for Marquitos og Antonio Ruiz i stedet for Vidal.

Det blev en uforglemmelig aften, hvor Barcelona kom foran, men Real Madrid endte med at vinde med 4-3, takket være en utrættelig Paco Gento, som spillede en fantastisk kamp og Real Madrid-spillerne kunne derfor løfte det gigantiske trofæ, som dengang var lavet af materialer til en værdi af mere end 300.000 pesetas. Publikum kunne ikke tro deres egne øjne og de glemte aldrig disse fodbold-dage i Cádiz.

Kun en eneste person tog skuffet hjem fra festlighederne: Forfatteren Antonio Díaz Cañabate, som ikke havde set en fodboldkamp i 30 år, men blev lokket til at overvære finalen, hvor han skulle skrive en artikel for ABC og hans bidrag tilbage var at påpege, at Alfredo di Stéfano ikke var bedre end Rene Petit, selv om han erkendte at det kunne skyldes den hårde opdækning, han fik. Herudover beklagede han trænernes indflydelse, spillernes manglende frihed og endte med at konkludere, at fodbolden var på vej i en forkert retning.

Alt sammen efter fire uforglemmelige kampe med et scorings-snit på 7 mål pr. kamp.