Zidane: Jeg elsker en god udfordring
Zidane - altid smilende - på gårsdagens pressemøde inden aftenens kamp mod Tottenham.
Zidane indledte sin pressekonference med følgende ord:
- Vi er i god form og klar til at levere en stor præstation, selvom folk måske tror anderledes, efter weekendens nederlag, men atmosfæren er god på holdet. Det er den perfekte scene til at levere en god kamp mod en stærk modstander. Mine spillere nyder denne slags kampe, om end denne bliver svær, da vi står over for et godt hold, siger Zidane ifølge realmadrid.com og fastslår:
- Mit engagement og min lidenskab forbliver den samme. Det vigtigste for mig er at arbejde hårdt. Der er altid svære tider i løbet af en sæson, og vi går igennem en nu.... sådan er det altid efter et nederlag. Jeg elsker en udfordring. Det gør mig ikke noget, at vi er inde i en vanskelig periode. Det vigtigste er at finde tilbage på sporet og begynde at vinde igen og i morgen (i dag, red.) er et godt sted at starte.
Zidane glæder sig da også til se nærmere på forholdene på Wembley, som han selv husker tilbage på med gode minder:
- Mine spillere er opmærksomme på, hvor de skal spille. Det uden tvivl en speciel ramme at spille en fodboldkamp i. Foruden det prægtige stadion, der absolut er et af hovedelementerne, vil der være to gode hold på banen, hvilket er positivt for fodboldfans over hele verden. Jeg tror, at jeg spillede på det gamle Wembley og det var sand fornøjelse at spille der.
Zidane var generelt i sit rosende hjørne på gårsdagens pressemøde. Således gav han afslutningsvis også Tottenham-træneren Pochettino et par fine ord med på vejen:
- Han udfører et fremragende stykke arbejde i Tottenham. Han gør det godt i en klub, der stræber efter større ting. De resultater, han allerede har opnået, taler for sig selv.
