Real Madrid vil starte stadion-projekt til sommer
Real Madrid har anmodet om grønt lys hos det madrilenske bystyre til at igangsætte sit storstilede stadion-projekt efter den igangværende sæson.
Der har ellers været sået tvivl om projektet på grund af rygter om sponsorflugt, men ifølge avisen ABC og nyhedsbureauet Efe har Real Madrid altså bedt om lov til at starte projektet til sommer.
Efter lange forhandlinger og retssager har Real Madrid fået lov til at gennemføre et projekt, som er lidt anderledes end det først tiltænkte, men der er givet tilladelse til, at man kan gøre det nuværende stadion 12 meter højere, således at man kan få mulighed for at lave fuld tagdækning. Herudover bliver der også stadig hotel og indkøbs-center i selve Estadio Santiago Bernabéu, som samlet kommer til at fylde 90.000 m2.
Som en del af projektet vil Real Madrid rive det nuværende Esquina del Bernabéu ned og i stedet skabe et rekreativt område på 6.000 m2 uden for stadion, som bliver til offentlig brug, men dog ejes af klubben selv.
Den samlede pris ventes at løbe op i omegnen af 400 millioner €.
