Zidane har fremtiden i egne hænder



Hvis PSG var blevet endestationen for dette års Champions League eventyr, havde mange i pressen spekuleret i, om det så ville blive Zidanes endeligt som cheftræner i verdens største fodboldklub. Sådan gik det som bekendt ikke, og spansk presse kan nu fortælle, at Zidanes fremtid er helt op til ham selv.

Ballon d’Or-vinderen fra 1998 har kontrakt med klubben indtil 2020. I slutningen af sæsonen vil Zidane tage stilling til, om han ønsker at fortsætte med sit projekt i klubben eller ej.

På trods af klubbens dårlige resultater i den hjemlige liga, har Florentino Pérez stadig fuld tiltro til sin franske træner. Pérez er overbevist om, at Zidane i Juni vil tage den beslutning, som er bedst for klubben.

Udover opbakningen fra præsidenten har Zidane også spillertruppens opbakning. Særligt anførerteamet har givet udtryk for, at de ønsker at Zidane skal fortsætte med at stå i spidsen for ’Los Blancos’.

På trods af, at visse spillere har et ønske om mere spilletid, står de som gruppe sammen bag deres træner. Ligesom alle andre i klubben har gjort siden hans ankomst.

Seneste artikler...