Skuffende uafgjort til Castilla
Real Madrid Castilla måtte i går nøjes med 0-0 hjemme mod Langreo, som dermed fik sit første point i denne sæson.
Det største spørgsmålstegn inden kampen var, om Rodrygo var med. Tidligere på dagen havde han nemlig været med i førsteholdstruppen til kampen mod Levante, men da han ikke fik spilletid i den kamp, kunne han drage ud til træningsanlægget i Valdebebas og blive en del af Castilla-holdet og brasilianeren skulle komme til at spille en hovedrolle.
I en ellers chancefattig første halvleg var Rodrygo tæt på med et frispark, som dog blev reddet til hjørnespark.
Anden halvleg blev en mere livlig affære med masser af chancer til Langreo og så et polemisk straffespark til Castilla. Begået mod Rodrygo, som selv tog sig af sparket fra 11 meter-pletten, men som blev flot reddet af Langreos målmand.
Mod kampens slutning blev det til et gensyn med Franchu, som har været ude af spillet i ni måneder med en alvorlig knæskade, men han kunne heller ikke ændre på, at Raúls tropper har fået en lidt skuffende start med blot 5 points efter 4 kampe.
Næste runde gælder det Las Palmas´ reserver på udebane.
Real Madrid Castillas hold: Belman; López, Mario Gila, De la Fuente, Javi Hernández (Fran García, 74'); Bravo, Baeza (Franchu, 79'); Jordi (Marvin, 63'), Fidalgo, Rodrygo; Latasa.
