Stort Fábrica-talent i kløerne på Jorge Mendes
Superagenten Jorge Mendes har været på rov i La Fábrica, og det er der kommet et potentielt rigtig stort udbytte ud af for portugiseren, der også har Cristiano Ronaldo i sin fold.
Således har Mendes sat kløerne i Paulo Iago, der i næste sæson er udset til at få en stor rolle på Cadete B. Han vil i fremtiden blive repræsenteret af Gestifute, der ejes af superagenten.
Den blot 14-årige midtbanespiller bliver i skrivende stund beskrevet som et af det helt store talenter i La Fábrica, og man skulle have store planer med ham i fremtiden, hvis hans flotte udvikling fortsætter.
Iago bliver desuden karakteriseret som en spiller, der har stor kvalitet på bolden med begge ben, ligesom han skulle have sine forcer i at lede og dirigere spillet på midtbanen. Han går ligeledes for at være en dygtig afslutter på kanten af feltet, og han har scoret mere end 100 mål i Real Madrids ungdomsafdeling.
Der var stor rift om Iagos talent, men Mendes endte med at trække det længeste strå i kampen om den 14-årige spanier.
