Getafe interesset i Mario Gila
Castillas stærke centerback, Mario Gila, nåede at få to førsteholdskampe for Real Madrid i slutningen af sæsonen med 23 minutter fordelt på indhop imod Espanyol og Levante. I den kommende sæson kan den snart 22-årige spanier muligvis se frem til mere spilletid i LaLiga, da Getafe meldes interesserede i at hente ham.
Der meldes ikke noget nærmere om, hvorvidt der er tale om et lejemål eller et permanent skifte, men traditionen tro vil Real Madrid i sidstnævnte tilfælde sandsynligvis få indskrevet en tilbagekøbsklausul i aftalen. Således vil man fortsat have snor i Gila, der med et skifte til Getafe vil blive i den spanske hovedstad og få chancen for at vise sit værd i den bedste spanske række.
Gila var i den forgangne sæson en af Raúls mest anvendte spillere. 2761 spilleminutter kom han op på for Castilla, hvilket kun Sergio Arribas gjorde bedre med sine 3044 minutter.
