Tidligere Castilla-anfører på vej mod ny lejeaftale

I 2021/22-sæsonen var Carlo Ancelotti flittig til gang på gang at nævne Antonio Blanco som en del af Real Madrids fremtid på lige fod med Eduardo Camavinga og Fede Valverde. Som tiden gik, og Blanco blev berøvet spilletid for Castilla med den ene fulde kamp på bænken efter den anden for førsteholdet, stod det dog klart, at den daværende Castilla-anfører naturligvis måtte søge spilletid andetsteds, hvis karrieren ikke skulle gå helt i stå.

Og her stopper den dårligt underspillede kritik af klubben ikke, for traditionen tro fik man stykket et lejemål sammen til Blanco sidste sommer, der langt fra blev en succes. Således kom han på leje hos Cádiz, som han blot fik tre ligakampe for i den første halve sæson, og derfor måtte man som så mange gange tidligere finde på noget nyt i januar, når arbejdet nu ikke var gjort ordentligt om sommeren.

Og igen var løsningen ikke at tage munden for fuld og i stedet acceptere en lejeaftale til et hold længere nede i rækkerne. I den forgange sæson spillede Blanco nemlig en fin rolle hos Deportivo Alavés, der netop har spillet sig til oprykning til LaLiga. Godt nok spillede Blanco blot i én af de fire opryknings-playoffkampe, men i alt nåede han 19 kampe på en halvsæson, heraf 17 fra start, og han kan derfor tilskrives en god del af æren for oprykningen.

Heldigvis for Blanco har man i Real Madrid ikke i sinde igen at indsætte ham i Real Madrid-fængslet, idét man er indstillet på at give ham spilletid andetsteds. Ifølge DefensaCentral kan det meget vel blive hos Alavés igen – og altså igen på en lejeaftale, idét man fortsat ikke helt vil slippe grebet om den snart 23-årige midtbanespiller.

Seneste artikler...