VM-status: 5 Real Madrid-spillere kan blive verdensmestre

Da VM ramte kvartfinalerne, var der syv Real Madrid-spillere tilbage af de oprindelige 14, og nu her på tærsklen til semifinalerne er vi nede på fem styks. Brahim Díaz og Thibaut Courtois skrev sig nemlig på exitlisten, der allerede talte Arda Güler, Antonio Rüdiger, Denzel Dumfries, Vinícius, Endrick, Bernardo Silva og Fede Valverde, og her følger et kort overblik over, hvordan det gik til.
De røg ud:
Marokko: Brahim
Frankrig var bare en klasse eller to for stærke, da Afrikas sidste repræsentant blev slået med 2-0. Dermed blev det et VM-punktum for Brahim, der har spillet en flot slutrunde. Han startede inde i alle holdets seks kampe og bidrog undervejs med fire assists, hvilket kun Martin Ødegaard og Bruno Guimarães har gjort lige så godt og kun Michael Olise har gjort bedre.
Belgien: Courtois
Thibaut Courtouis måtte give fortabt til det land, han normalt slår sine folder i, nemlig Spanien, der besejrede belgierne med 2-1 på endnu et sent mål af Mikel Merino. Courtois havde stået i alle Belgiens kampe, og symbolsk nok endte de med at ryge ud, da Courtois måtte lade sig skifte ud med en skade i det 71. minut og blev erstattet af Senne Lammens, der droppede fælt og tillod førnævnte Merino at bringe spanierne foran sent i kampen. Courtois sagde selv efter kampen, at han ikke forventer, at skaden er slem, og at han kunne have fortsat, hvis han kunne have undladt at sparke lange bolde. Træneren valgte – forståeligt nok for Courtois selv – at bringe Lammens i spil for at have en keeper, der var 100 % fit, men der er bare niveauforskel på keeperne i Real Madrid og Manchester United. Desværre for Belgien.
De er stadig med:
Spanien: Cucurella
Cucurella var igen med fra start og har nu spillet fuld tid i seks ud af seks mulige kampe med tre assists til følge. Bundhamrende solidt af Real Madrids nye venstreback, der har ekstremt gode chancer for at få en VM-medalje.
Frankrig: Mbappé, Tchouaméni og Konaté
Mbappé var noget nær ustoppelig imod Marokko. Efter 28 minutter fremtvang han selv et straffespark, da Mazraoui undervurderede hans fart, men efter en mærkværdig lang VAR-pause var hans forsøg fra ellevemeterpletten håbløst, og bolden blev nemt pillet af Bono i målet. Han var dog ikke til at holde nede, så efter en times spil hamrede han bolden flot i kassen til 1-0, og så blev han også noteret for en assist til Dembélés 2-0-scoring. Han måtte dog lade sig udskifte efter 77 minutter med et slag på anklen, som han siden har sagt ikke er alvorligt. Hverken Tchouaméni eller Konaté kom i kamp – førstnævnte på grund af en skade og sidstnævnte, fordi han er fjerdevalg i centerforsvaret.
England: Bellingham
Hvis man nogensinde skulle heppe på England, så skulle det da først og fremmest være fordi, de kan slå Argentina ud i semifinalen og dernæst fordi Bellingham både fodboldmæssigt og menneskeligt er et decideret unikum. Englænderne var på hælene imod Norge, da de kom bagud efter en halv time, men kort før pause tog Bellingham flot bolden til sig og ind i feltet med højrebenet, inden han smadrede læderet i kassen med venstreskøjten til 1-1. Og da kampen endte med at gå i forlænget spilletid, var det såmænd også Bellingham, der sendte sit land videre med 2-1-scoringen. Én assist og seks kasser er hans output indtil nu, og han er naturligvis startet inde i alle kampe.
