Manita til Real Madrid Femenino

Der er fortsat lang vej for Real Madrid Femenino før de kan måle sig med Barcelona. Det må konstateres efter dagens kamp på Estadio Johan Cruyff, hvor 5.430 tilskuere (stadion-rekord, red.) så hjemmeholdet vinde 5-0.

Der var ellers forhåbninger om, at Real Madrid Femenino kunne byde Barcelona op til dans efter at man i den spanske Super Cup først måtte se sig slået på et mål i dommerens tillægstid, men i dagens kamp holdt man kun lige til fem minutter før pausen, hvor Alexia Putellas scorede to gange og dermed reelt afgjorde kampen.

Real Madrid Femenino var uden karantæneramte Claudia Zornoza, mens de to danskere, Caroline Møller Hansen og Sofie Svava, måtte tage plads på bænken fra kampens start.

Svava kom dog ind fra anden halvlegs start, mens Caroline Møller Hansen fik de sidste 25 minutter og kort inden sidstnævntes indskiftning havde Patri øget føringen til 3-0, mens Peter sendte bolden i eget net til 4-0.

Real Madrid Femenino kom ikke til fadet i anden halvleg og måtte otte minutter før tid se Jenny Hermoso lukke og slukke til 5-0

Real Madrid: Misa, K. Robles, Teresa, Peter, Ivana, Kaci (Svava, 46'), Olga (Møller, 66'), M. Oroz, Asllani, Esther (Nahikari, 66') og Athenea (Claudia F. 83').

Seneste artikler...