Optakt: Valencia - Real Madrid, LaLiga, 17. spillerunde

Alle taler om El Clásico, der spilles på onsdag, men allerførst venter der for Real Madrid en anden slags El Clásico, nemlig aftenens opgør mod Valencia.

De to klubber har mildest talt ikke meget til overs for hinanden efter at Real Madrid i midthalvfemserne nappede Pedja Mijatovic og Valencia har spillet småfornærmet lige siden.

I aften mødes de til opgør nr. 201 mellem de to i LaLiga-sammenhæng og med gårsdagens pointtab til Barcelona, har Real Madrid en gylden mulighed for at snige sig foran, inden onsdagens højspændte opgør, men det er ikke en situation, som Real Madrid har været gode til at udnytte indtil nu i denne sæson, når man har skullet spillet efter en kamp, hvor Barcelona har sat points til.

Aftenens opgør bliver da heller ikke på nogen måde let. Albert Celades har så småt få sat skik på Valencia-holdet, som i midtugen kunne glæde sig over at stryge til tops i sin Champions League-gruppe og i LaLiga leverer man også efterhånden, som man kan forvente af et hold af den størrelse.

Og så hører det med til historien, at Valencia kun en gang har tabt på hjemmebane i LaLiga-sammenhæng i hele 2019, nemlig mod Eibar, så det bliver en særdeles vanskelig kamp for Zidanes tropper i aftenens kamp.

Som om aftenens kamp ikke var svær nok i sig selv, så må Zidane også slås med fraværs-problemer. Marcelo er skadet og Mendy dummede sig i sidste uge og så rødt, så derfor er der ikke nogen oplagt venstreback til aftenens kamp. Spansk presse opererer med flere muligheder. En af dem er at lade Carvajal rykke over og overlade højrebacken til Odriozola. De to andre muligheder er, at lade enten Nacho eller Militao spille pladsen. De sidste bulletiner går på at lade brasilianeren spille pladsen og han er vel også den af de tre muligheder, som er inde i sin bedste periode.

Ellers spekuleres der i, at Zidane stiller i en 4-4-2-formation, hvor Casemiro og Fede Valverde er selvskrevne og får selskab af lige så sikre Kroos, samt Isco. Og i front får Benzema selskab af Rodrygo.

Valencia har stort set alle mand klar til kampen efter at der i ugens løb har været tvivl om Paulista, Diakhaby og Kondogbia, men de er dog alle med. Det er Cheryshev til gengæld ikke, men der er alligevel Real Madrid-islæt på Valencias hold i form af Garay, Parejo og Rodrigo. Og så vil mange danske øjne nok være rettet mod Daniel Wass, men på Madridista.dk anbefaler vi alligevel at lægge mærke til Ferrán Torres hos hjemmeholdet, som nok er den mest interessante spiller hos Valencia i øjeblikket. Ud over Cheryshev mangler man dog også navne som Cillesen, Guedes og Gameiro.

Der er lagt op til en højdramatisk affære på det udsolgte Mestalla. Kampen kan følges på TV2 Sport og så må I ikke snyde jer selv for nedtakts-podcasten, som Christian og Jesper sætter sig sammen og laver til jer efter opgøret. Her snakker vi om kampen og varmer så småt op til onsdagens El Clásico.

Real Madrids forventede hold: Courtois, Carvajal, Ramos, Varane, Militao, Casemiro, Fede Valverde, Kroos, Isco, Rodrygo, Benzema.

Seneste artikler...