Zidane inden El Clásico: Messi er en faktor, men vi har vores egne våben

Zinedine Zidane mødte i går den spanske presse forud for aftenens El Clásico, og Real Madrids franske træner glæder sig til verdens største klubkamp, som han mener, Real Madrid går ind til i en rigtig god forfatning.

- Vi går ind til kampen i god form. Vi har spillet godt i et stykke tid nu, hvilket har forplantet sig mentalt hos spillerne, men også i vores resultater på banen. Vi er alle fokuseret på morgendagens kamp (aftenens kamp, red.). I kampe som disse er man nødt til at være på toppen i alle 90 minutter. Jeg håber, det bliver en stor kamp.

- Vi starter 11 mod 11 og vi ved, hvad vi kommer til at stå overfor: et meget godt hold, hvilket de har bevist i et godt stykke tid nu. Vi ved, at de har Messi, men vi har vores egne våben. Jeg vil se en god fodboldkamp mod Barcelona, der har spillet godt. Det vigtigste er ikke resultatet; det vigtigste er, at vi spiller godt i 90 minutter.

Og hvad bliver så nøglen til 90 gode minutter mod Barcelona; måske boldbesiddelse:
- Det handler ikke kun om det. Der er mange faktorer i spil. Vi skal spille op til vores bedste, og det er hele vejen rundt - ikke kun i forhold til spillet med bolden.

Om der skal være ekstra fokus på Messi:
- Hver dag har sin egen historie og sin egen tid. Mateo Kovacic var den perfekte mand til at mandsopdække Messi, men det er en anden kamp i morgen og en anden historie.

Om Valverde, der har høstet store roser i indeværende sæson, havde Zidane følgende at sige:
- Han gør det meget godt. Denne klub har altid haft de bedste spillere og han beviser, at han fortjener at være her.

Om Bale:
- Han er med os og træner godt. Han er en vigtig spiller og det har han altid vist. Han er klar til i morgen, ligesom resten af truppen. Det tvivler jeg slet ikke på.

Om rollen som træner:
- Jeg tænker kun på denne kamp, fordi det er den næste på kalenderen. Det handler om hele tiden at være i nuet 100%, så jeg kan ikke begynde at spekulere i, hvad der kommer til at ske, hvis kampen ikke falder ud til vores fordel. 

Seneste artikler...