Real Madrid handler yngst af alle i Spanien
Schweiziske CIES Football Observatory har lavet en undersøgelse på tværs af Europas fem store ligaer, hvor de kigger på tendenser i indkøbene. Den kigger dog ikke på de penge, der er brugt, men i stedet alderen på de spillere der er hentet. Undersøgelsen startede i 2010 og fokuserer på 42 klubber, som har været i den øverste række i England, Tyskland, Frankrig, Italien eller Spanien siden da.
Tyske Bayer Leverkusen er den klub i Europa, der rekrutterer de yngste spillere med en gennemsnitsalder på 23,38 år, mens Borussia Dortmund kommer på andenpladsen med en gennemsnitsalder på 23,51 år pr. indkøb.
På tredjepladsen finder vi så Real Madrid, hvis nye spillere i gennemsnit er 23,54 år. Det er spillere som Mesut Özil (21), Canales (19), Varane (18), Casemiro (21), Carvajal (21), Isco (21), Lucas Silva (21), Kovacic (21), Vallejo (18), Asensio (19), Theo Hernández (19), Ceballos (20), Vinícius (18), Brahim (19), Lunin (19), Ødegaard (16), Jovic (21), Militao (21), Rodrygo (18) og Kubo (18), der er med til at presse alderen så langt ned.
Det næste spanske hold på listen finder vi som nr. 20, hvor Valencia er placeret med en gennemsnitsalder på 25,11 år. Athletic Club kommer som nr. 22, FC Barcelona nr. 25, Atletico Madrid nr. 26, Espanyol nr. 29 og Sevilla nr. 32.
