Courtois viser klassen
Vi sagde det i vores special-podcast om målmandsposten i historisk perspektiv: Courtois er en af verdens bedste målmænd.
Og tiden gav os ret. Den belgiske landsholdsmålmand er nemlig blevet den sikre skanse, som han blev indkøbt i Chelsea til at være og i sæsonens første 18 kampe har Real Madrid kun indkasseret 12 mål og heraf skal Courtois kun have ”skyld” for de 9, idet Areola er blevet passeret tre gange.
Det er kun 5. gang i Real Madrids historie, at man efter 18 spillerunder kun har indkasseret 12 mål eller mindre og forgængerne var Araquistain i sæsonen 1961/62 (11 mål), Mariano García Remón i sæsonen 1971/72 (11 mål) og igen i sæsonen efter med 12 mål, samt Paco Buyo i sæsonen 1987/88 med 12 mål.
