Vinícius advaret af Marcelo: Den ene dag er du Pelé, den næste dag spiller du ikke
Vinícius Junior har prøvet lidt af hvert i sin Real Madrid-tid. Lige fra at være det feterede håb, som skulle bringe Real Madrid titler til at være en spiller, som kun blev benyttet i mindre omfang.
I et interview med brasilianske Placar fortæller den 18-årige angriber dog, at Marcelo har været en god støtte for ham og allerede fra start advarede ham om, at tingene hurtigt kan ændre sig i Real Madrid:
- Marcelo havde allerede advaret mig: Her kan du være Pelé den ene dag og den næste spiller du slet ikke. Jeg kan virke rolig, men jeg er nervøs inden i. I min debut for Flamengo var jeg ved at dø af skræk. Jeg turde ikke røre bolden.
På trods af nerver og kritikken af de manglende mål, vil han dog fortsætte med at smile på banen:
- Jeg er på den måde og jeg vil aldrig miste min glæde.
Netop de manglende mål, bekymrer da heller ikke Vinícius, som i interviewet slår fast, at de nok skal komme.
