Sejren i den spanske Super Cup er bevis på, at Real Madrids plan virker


I de senere år er der sket betydelige ændringer på transfermarkedet i fodboldverdenen, hvor spillere bliver handlet for absurde priser. Denne udvikling har Real Madrid undgået at tage del i, hvor klubben med få undtagelser i stedet har satset på unge spillere med stort potentiale.

Sejren i den spanske Super Cup illustrerer, at Real Madrids transferstrategi bærer frugt. Titlen kom i hus uden brug af store stjerner som Hazard, Benzema og Bale. I stedet spillede holdet i begge kampe med en fem-mandsmidtbane, der bestod af Casemiro (der kostede seks millioner euro), Valverde (tre millioner euro), Isco (25 millioner euro), Modric (42 millioner euro) og Kroos (25 millioner euro) – en midtbane som samlet set kostede mindre, end Paul Pogba gjorde, da Manchester United købte ham hos Juventus.

De fem midtbanespillere er eksempler på spillere, der er blevet vigtige bestanddele af holdet, efter de blev hentet i en ung alder. I Super Cuppen spillede også Rodrygo, Vinícius Jr. og Jovic, som klubben ligeledes har satset på som kommende storspillere på opfordring fra en af de vigtigste mænd i Real Madrids sportslige ledelse, Juni Calafat. Det seneste skud på stammen bliver med stor sandsynlighed midtbanetalentet Reinier Jesus fra Flamengo, der forventes at ankomme til Real Madrid, når han fylder 18 den 19. januar.

Florentino Pérez skulle dog efter sigende stadig have øje for de store handler, hvor han især skulle have fokus på at bringe Paris Saint-Germains unge superstjerne, Kylian Mbappé, til Estadio Santiago Bernabéu.

Seneste artikler...