Unionista Salamanca: Vi vil spille mod Real Madrid på vores egen bane
Unionista Salamanca møder i næste uge Real Madrid i 1/16-finalen i Copa del Rey, og vicepræsidenten for klubben fra den tredjebedste spanske række insisterer på at møde Zidanes mandskab på klubbens egen hjemmebane, Las Pistas del Helmántico.
Der har været stillet spørgsmålstegn ved den lille klubs stadion med plads til 4000 tilskuere, hvor banen omkranses af en løbebane, og hvor der er problemer med belysningen. En mulighed er derfor, at kampen spilles på Estadio Helmántico, som er hjemmebane for rivalerne fra Salamanca CF UDS, men det afviser Unionista Salamancas vicepræsident, Roberto Pescador:
- Vi vil spille på Las Pistas, medmindre vi tvinges til andet. Vi vil ikke rykke rundt på tingene.
Real Valladolids hjemmebane, Estadio José Zorilla, har også været nævnt som alternativ til hjemmeholdets beskedne stadion.
RFEF har sidst på eftermiddagen behandlet Unionistas ansøgning og givet tilladelsen til, at kampen kan afvikles på det lille og intime stadion.
