Vinícius: Vázquez og jeg ændrede kampens dynamik
Vinícius lavede sammen med Vázquez et glimrende indhop i gårsdagens kamp, da de to kantspillere blev skiftet ind i pausen, og brasilianeren snakkede efter kampen med pressen. Her sagde han:
- Lucas Vázquez og jeg arbejdede virkelig godt i anden halvleg, og vi formåede at ændre kampens dynamik. Vi er én stor gruppe, træneren involverer os alle, og vi udførte et godt stykke arbejde. Det er meget specielt at vinde dette derby.
- Jeg vil blive ved med at arbejde hårdt, ligesom alle andre i klubben gør, for at få flere minutter og blive ved med at vinde kampe. Jeg vil takke fansene for deres støtte, den var ekstremt vigtig i dag (i går, red.).
Courtois spillede ligeledes en god kamp, hvor han dominerede luftrummet på indlæg i feltet, og han havde også en god redning på Vitolos afslutning på klods hold. Belgieren sagde efterfølgende:
- Vores defensive præstation var rigtig god i anden halvleg, efter de havde skabt problemer i den første. Jeg bliver nødt til at tale med og nogle gange råbe af mine holdkammerater. Jeg var klar, hvis jeg skulle i aktion sent i kampen, men der skete ikke noget. Jeg er begejstret for at have holdt buret rent og for at have vundet kampen.
Som nævnt skiftede Zidane Vinícius og Vázquez ind i halvlegen, hvilket medførte en formationsændring. Om det sagde Courtois:
- Træneren skiftede fra 4-5-1 til 4-3-3 i anden halvleg. Han gik efter noget, som ikke rigtig fungerede i første halvleg, og ændringen medførte, at vi pressede bedre. Vi lod dem ikke spille deres spil, hvorfor de forsøgte sig med lange bolde. Vi udførte et godt defensivt arbejde, og det var derfor, de ikke skabte så meget. Derefter lavede vi selv et flot mål.
- Vi skal blive ved med at vinde kampe. Vores rivaler et stærkere end nogensinde. Mange forventede en uafgjort, men at vinde og holde buret rent er en god forberedelse til Copa del Rey, og vi skal fortsætte vores rytme.
