Spansk presse: Real Madrid har forhåndsaftale med Dortmund om Håland
Erling Brat Håland har været på alles læber i indeværende sæson. Den 19-årige norske teenage-komet ødelagde østrigsk fodbold i efterårssæsonen med 16 scoringer i 14 ligakampe, ligesom han også nettede otte gange i seks Champions League-kampe, og det fik Dortmund til at handle hurtigt i vinterens transfervindue, hvor tyskerne landede angriberen for 20 millioner euro.
Indtil videre har Håland spillet fire kampe for sin nye arbejdsgiver og scoret vanvittige otte mål på blot 418 minutters fodbold.
Nordmandens hurtige udvikling har angiveligt imponeret Real Madrid i sådan en grad, at man allerede har forhandlet en aftale om forkøbsret på plads med Dortmund om at hente angriberen i 2021, hvor tyske Sport Bild har opsnappet, at Håland har en speciel klausul i sin kontrakt, der tillader ham at rejse for 75 millioner euro.
Real Madrid er jævnligt i dialog med Dortmund, eftersom Achraf Hakimi i skrivende stund er på leje i den tyske storklub, og marokkanerens fremtid bliver hyppigt diskuteret mellem de to klubber, og det er efter sigende i disse samtaler, at Hålands navn også har været oppe at vende.
