Zidane om Bale: Der er ingen løsning, fordi der ikke er noget problem

Zinedine Zidane mødte i går den fremmødte spanske presse forud for eftermiddagens svære udebanekamp mod Osasuna på El Sadar.

Selvom der har været stille omkring Gareth Bale på de seneste pressemøder for Zidane, var det i går ét af de mange emner, som franskmanden var nødt til at forholde sig til, ligesom han også var nødt til at forsvare Marcelos nedadgående formkurve.

Zidane knyttede følgende ord til waliseren på gårsdagens pressemøde:
- Vi snakker hele tiden sammen, men mere vil jeg ikke fortælle dig. Mit job er at vælge spillere fra gang til gang, og derfor har han ikke været med på det seneste. Jeg regner dog med ham, fordi vi ved, hvad han kan bidrage med. Det er ikke et wake-up call, når han ikke bliver udtaget til truppen. Mine spillere skal være okay (fysisk, red.) for at spille. Vores trup er meget stor. Der er ingen løsning med Gareth, fordi der ikke er noget problem. Det betyder ikke noget, at han ikke er blevet udtaget de sidste par kampe. Jeg ved, at han kommer til at blive vigtig for os resten af sæson.

Marcelo spillede ikke sin bedste kamp i karrieren mod Real Sociedad i torsdags, ligesom han heller ikke har virket på toppen af sit spil i en længere periode, men Zidane vægter andre ting højere end den perfekte kamp:
- Vi er som sagt ikke tilfredse med, hvad der skete, men inden da spillede vi 21 kampe uden at tabe, og det er det, som vi gerne vil finde tilbage til nu. Han ser god ud. Han er en vigtig spiller, og han vil bevise det, ligesom han altid har gjort. Vi spiller mellem 60 og 70 kampe på en sæson og det er svært at være på sit bedste i dem allesammen. Det er I, ligesom spillerne, nødt til at acceptere. Det er en lang sæson, og vi skal fortsætte med at kæmpe. Marcelo giver sig altid fuldt ud på banen, og det er det, der betyder noget for mig.

Real Madrids franske træner knyttede også en kort kommentar til eftermiddagens modstander:
- Vi ved, at der venter os en svær kamp på en vanskelig udebane. Vi er ved, at de gør det godt på hjemmebane, men vi er klar til at spille endnu en finale.

Seneste artikler...