Optakt: Osasuna – Real Madrid, La Liga, 23. spillerunde

Real Madrid skal i dag forsøge at komme oven på efter midtugens Copa del Rey-skuffelse og bevare førstepladsen i La Liga, når holdet gæster Osasuna i Pamplona. Real Madrid går ind til kampen med et forspring på tre points ned til Barcelona, som i aften kl. 21 gæster cheftræner Quique Setiéns tidligere hold, Real Betis.

Osasuna har gang i en godkendt sæson som oprykker, hvor de befinder sig på 11.-pladsen med ti points til nedrykningsstregen. De er dog inde i en svær periode, hvor de ud over kun at have vundet én af deres sidste syv kampe i La Liga også har mistet topscorer Chimy Ávila til en skade for resten af sæsonen.

Zidane pointerede i slutningen af sidste sæson, at ligaen ville være en prioritet i denne sæson. Det kunne man også se på startelleveren i kampen mod Real Sociedad, hvor en række af sæsonens vigtigste spillere fik et hvil. I eftermiddagens kamp vil han igen stille med sin stærkeste opstilling, hvor Real Madrid med en sejr skal udbygge sin stime som ubesejret, der har varet siden 19. oktober 2019.  

Det betyder, at Real Madrid igen stiller med sæsonens imponerende defensiv bestående af Courtois, Carvajal, Ramos, Varane og Mendy. Derudover bliver det kærkomment med Casemiro placeret foran bagkæden.

Asensio, James og Mariano sidder over med skader, mens Hazard fortsat ikke er blevet klar til sine første spilleminutter siden sin skade mod PSG. Derudover er Nacho, Brahim og Rodrygo blevet fravalgt, men til gengæld er Bale udtaget til kampen, og waliseren kan således få sine første spilleminutter siden 22. januar.

Der er kampstart kl. 16, og kampen kan ses på TV2 Sport X eller på TV2 Play.

Real Madrids forventede hold: Courtois, Carvajal, Varane, Ramos, Mendy, Modric, Casemiro, Kroos, Isco, Benzema, Vinícius

Seneste artikler...