Lucas Vázquez: I andre år har Real Madrid tabt mesterskabet på stadions som Osasunas
Real Madrid har i år hentet sejre på svære udebaner, som hos Osasuna, Valladolid, Getafe og Sevilla. Ifølge klubbens hårdtarbejdende kantspiller, Lucas Vázquez, er det en forskel fra tidligere sæsoners titelræs.
Spanieren blev indskiftet i gårsdagens kamp, hvor han scorede holdets tredje mål, og efterfølgende blev han spurgt ind til, om det er på disse stadions, at mesterskabet vindes. Til det svarede han:
- Ja, men det vindes også på Bernabéu og Camp Nou. Det vindes alle steder. I andre år har vi haft svært ved at vinde på baner som denne, hvorved vi har tabt ligaen.
Ifølge Vázquez var sejren især vigtig, fordi holdet skulle genrejse sig fra nederlaget i Copa del Rey.
- Det var en vigtig kamp for os, især efter skuffelsen i cuppen. Jeg synes, at holdet havde et godt udtryk, hvilket er virkelig vigtigt efter en svær uge.
Vázquez blev også spurgt ind til de kommende Champions League-kampe mod Manchester City, men spanieren opfordrer til at holde fokus på nuet.
- Lige nu tænker vi ikke så meget på det. Det bliver meget svært, men vi har stadig tid til at forberede os.
