Fede Valverde er Real Madrids hurtigste spiller

Fede Valverde er i gang med sin gennembrudssæson i spansk fodbold, hvor han har været en vigtig bestanddel af Real Madrids midtbane. Offensivt har holdet været bedst, når uruguayaneren spiller, da man derved scorer 2,21 mål per kamp, mens tallet er nede på 1,31, når han ikke er med.

Derudover har Real Madrid tabt to kampe, når Valverde har spillet fra start, mens det er blevet til fire nederlag, når han er startet på bænken. I alt har han spillet 2068 minutter i sæsonen fordelt på 32 kampe, og undervejs er det blevet til to scoringer og fire assists. Med 23 kampe, hvor han har spillet fra start, er han den ottende mest benyttede spiller i truppen.

På banen bidrager Valverde med noget, som ingen af holdets resterende midtbanespillere kan komme med, nemlig sine kædebrydende løb frem af banen. Disse løb bliver ikke mindre farlige af, at Valverde har den højest målte fart af alle Real Madrid-spillere i sæsonen med en topfart på 35,1 km/t. Dermed slår han Vinícius (34,6 km/t), Carvajal (34,4 km/t), Mendy (34,3 km/t) og Bale (34,2 km/t).

I La Liga er han sammen med Adrià Pedrosa fra Espanyol, der har fået målt den samme topfart, den hurtigste spiller i denne sæson. Dermed er de hurtigere end de næsthurtigste, som er Óscar fra Leganés og Hernani fra Levante, der ramte en topfart på 35 km/t. Af andre navne i toppen kan nævnes Barcelonas danske nyindkøb, Martin Braithwaite, samt de tidligere Real Madrid-spillere, Sergio Canales og Marcos Llorente, som alle har ramt 34,9 km/t.

Seneste artikler...