Forbedret forhold mellem Real Madrid og Mino Raiola

Det er ingen hemmelighed, at Florentino Pérez ikke har det bedste forhold til Mino Raiola, der er en af verdens største spilleragenter. Real Madrid-præsidenten bryder sig ikke om Raiolas forhandlingsstrategi, og det blev et problem i 2016, hvor Zidane ønskede at hente Paul Pogba i Juventus.

Dengang bakkede Real Madrid ud, fordi man ikke ville efterkomme Raiolas krav, der blandt andet indebar en stor bonus til agenten selv. Raiola var omvendt skuffet over, at Pérez ikke ønskede at strække sig for at få fingrene i Pogba. Eksempelvis ville man ikke efterkomme spillerens lønkrav.

I dag synes forholdet at være opblødet en smule, og det skyldes primært det gode forhold mellem Raiola og Real Madrids magtfulde generaldirektør José Ángel Sánchez. Det forbedrede forhold kan komme Real Madrid til gode i sommerens transfervindue, da Raiola ikke blot er agent for truppens nuværende reservekeeper, Alphonse Areola, men også har en række varme transferemner i stalden.  

De to hyppigst nævne navne af Raiolas klienter er Paul Pogba og Erling Braut Håland. Sidstnævnte har en frikøbsklausul på 75 millioner euro i sin kontrakt, hvilket er bemærkelsesværdigt lavt, når man tager hans alder, præstationer og fodboldmarkedet generelt i betragtning.

Pogba er fortsat relevant, eftersom Zidane stadig nærer et stærkt ønske om at tilføje ham til truppen. Franskmanden har blot spillet otte kampe for Manchester United i sæsonen, og officielt har det været grundet skader og sygdom. Manchester United ønsker angiveligt at forlænge hans kontrakt, mens spilleren foretrækker en ny udfordring, hvorfor det er muligt, at Real Madrid kan hente ham.

Til at starte med er det positivt, at forholdet til Raiola er blevet bedre, eftersom magtfulde agenter har stor indflydelse på nutidens fodbold.

Seneste artikler...