Achraf: I juni træffer jeg en beslutning, som vil være et stort skridt i min karriere
Achraf Hakimi er på manges læber i denne tid og i går fik han lejlighed til selv at snakke lidt om fremtiden, da han var gæst i El Larguero.
Her sagde han følgende om den kommende tid og de store beslutninger, som skal tages:
- Jeg ved ikke, hvornår min kontrakt udløber, det er et tema, som min agent tager sig af. Jeg tror, at det er omkring 2022, men jeg er ikke helt sikker. Det er den samme kontrakt, som jeg underskrev i 2017.
I princippet skal Achraf vende tilbage til Real Madrid den 1. juli, men på det tidspunkt kan det være, at Bundesligaen endnu ikke er færdigspillet og den situation bliver marokkaneren bedt om at forholde sig til:
- Det har man ikke fortalt mig noget om. Jeg har læst nyheden om, at jeg skal vende tilbage til Real Madrid, men hvis Bundesligaen ikke er færdigspillet, regner jeg med at man giver mig tilladelse til at afslutte det med klubben og man forlænger lejeaftalen det pågældende antal uger. Det synes jeg ville være det mest normale.
Masser af klubber jagter Achraf Hakimi, hvilket naturligvis gør ham stolt:
- Hvem ville ikke være stolt. Jeg føler mig stolt over det jeg gør og jeg er meget glad for de hold, som jeg har spillet for. I juni skal jeg træffe en beslutning og det bliver et stort skridt i min karriere. I teorien har jeg kontraktudløb i juni, hvorefter jeg vender tilbage til Real Madrid. Jeg har endnu ikke været i kontakt med nogen i Madrid om dette emne, men jeg forestiller mig, at vi snart skal have en snak for at få vished om, hvad der er bedst for mig.
