Stor udfordring venter Real Madrid på sommerens transfermarked
Real Madrid står foran en seriøs udfordring til den kommende sæson på grund af Corona-krisen.
Man har nemlig alt for mange spillere i truppen, samtidig med at man har et ønske om at forstærke holdet på flere positioner og det betyder, at man har en stor opgave foran sig i forhold til at få afhændet spillere, enten via salg eller udlejninger.
Førsteholdstruppen består lige nu af 26 spillere, hvis man medregner reservemålmand Altube og i forhold til den kommende sæson er det kun lejesvenden Areola, som står til at forlade klubben på grund af kontraktudløb. Herudover skal regnes de 10 udlejede spillere og vinter-indkøbet Reinier, hvilket altså betyder, at man har en førsteholdstrup på 36 spillere, men hvor man kun må indskrive 25 mand til selve førsteholdstruppen.
Problemerne var der allerede før denne sæson, hvor Real Madrid havde store problemer med at få afhændet spillere, som skulle have indbragt op mod 100 millioner €, men i sidste ende fik man kun sendt Dani Ceballos afsted på en lejeaftale hos Arsenal.
Uden at medregne Jorge de Frutos (Rayo Vallecano), Javi Sánchez (Valladolid) og Soro (Zaragoza), har Real Madrid følgende spillere, som er emner til en plads i førsteholdstruppen, på lejeaftale:
Odriozola, Achraf, Ødegaard, Vallejo, Reguilón, Ceballos, Mayoral, Óscar Rodríguez og Kubo. Hertil skal lægges Reinier, som spiller for Real Madrid Castilla.
Målet for sommeren er fortsat at få afhændet en række spillere, dels for at få gjort plads i truppen til de ønskede Upamecano, Camavinga og Haaland, dels for at få nedbragt lønomkostningerne yderligere og her vil man sandsynligvis især gå efter at få afhændet Bale, James, Mariano og Dani Ceballos, men der skal findes løsninger for mange flere spillere, hvis man skal have indlemmet spillere som Achraf og Martin Ødegaard og måske endda Reguilón i truppen også.
Der venter således et langt og spændende transfervindue, som på grund af Corona-krisen bliver et helt andet end man har set hidtil.
