Bild: Usikkert om Zidane ønsker Hakimi
Achraf Hakimi har, før COVID-19, gang i en rigtig flot sæson i tyske Borussia Dortmund. Det er derfor et stort ønske hos mange Real Madrid-fans at få ham hjem til den spanske hovedstad for at konkurrere med Dani Carvajal, der har manglet reel kamp om pladsen i årevis.
Ifølge tyske Bild er det dog langt fra sikkert, at den marokkanske landsholdsspiller er at finde i Real Madrids førsteholdstrup i næste sæson. Der er nemlig høje folk i Madrid, der ikke ser det store lys i Achraf:
- Siden sommeren 2018, hvor Achraf forlængede sin kontrakt med Madrid frem til 2022, har klub og spiller ikke talt sammen. Zidane er ikke stor fan af Hakimi. Han foretrækker Carvajal, lyder det i rapporten fra det tyske medie.
Der har kørt en historie i de spanske medier om, at Hakimi allerede har forlænget med Real Madrid til 2023, men det er ifølge Bild ikke sandt. Derfor hersker der også håb i det vestlige Tyskland om, at man kan få lov til at beholde Hakimi efter lejekontrakten løber ud den 1. juli.
Den sidste forhindring for Hakimi, der i denne sæson står noteret for syv mål og ti assists i 37 kampe, er den nuværende situation, som hele verden står i. Coronakrisen har ramt de spanske klubber hårdere end de tyske, og som det ser ud lige nu, er der ikke udsigt til, at man spiller sæsonen færdig uden tilskuere, som man har planer om i Tyskland. Det gør det umuligt at tænke på at sammensætte en ny trup frem mod næste sæson, når man endnu ikke ved, hvordan eller hvornår denne ender.
