Valverde: Zidane taler til dig som en ven
Real Madrids uruguayanske midtbanedynamo, Fede Valverde, har i denne sæson haft gang i sit gennembrud på førsteholdet, hvor han har nydt godt af Zidanes tillid.
Der er en række eksempler på, at det er svært at kæmpe sig ind i varmen hos Zidane, hvis man først er ude, hvor spillere som Bale, James, Odriozola og Ceballos kan nævnes, men den franske cheftræner er også kendt for at have et tæt forhold til sine spillere, og det bekræfter Valverde i en live-video på Instagram:
- Zidane taler til dig, som om han er din ven. Du skal gemme ethvert ord, han siger, i dit hoved. Ud over at være træner er han en verdensklasse legende.
Valverde udtrykte desuden sin beundring for sine midtbanekolleger Luka Modric, Casemiro og Toni Kroos, hvor han især fremhæver sidstnævntes ro på banen. Derudover havde han roser til overs for Real Sociedads lejesvend, Martin Ødegaard, som ifølge rygterne muligvis er at finde i Real Madrids førsteholdstrup i næste sæson.
