Syv år siden Casemiro-debut
I går, mandag den 20. april, var det syv år siden, at Real Madrids brasilianske ankermand, Casemiro, fik sin debut for klubbens førstehold. Han blev oprindeligt hentet til Castilla på en lejeaftale fra São Paulo i januar 2013, men få måneder efter brugte holdets daværende træner, José Mourinho, ham i en 3-1-sejr i La Liga imod Real Betis, hvor han spillede alle 90 minutter. I sommeren 2013 blev skiftet gjort permanent.
Casemiro blev i 2014-15-sæsonen udlejet til Porto, hvor han spillede 41 kampe, scorede fire mål og lavede tre assists, men efter at han kom tilbage – og især efter at Zidane blev cheftræner – har brasilianeren opnået status som en af verdens bedste på sin position.
I sine seks sæsoner i klubben har han vundet 13 titler, hvor han senest var med til at vinde den spanske Super Cup tidligere på året. I alt har han spillet 229 kampe for klubben, scoret 22 mål og lavet 17 assists.
