MARCA: PSG melder sig ind i kampen om Achraf
Real Madrid har for vane at tjene gode penge på sine udlånte spillere. Mateo Kovacic og Theo Hernandez er to af de seneste eksempler, og Achraf Hakimi kan muligvis snart skrive sit navn på den liste.
I Real Madrid foregår der, ifølge spanske Marca, en intern debat om hvorvidt Achraf Hakimi skal hjem til Spanien eller om man skal indkassere en stor pose penge på et salg af den eftertragtede back, som er på kontrakt i Madrid til sommeren 2023. Zinedine Zidane skulle foretrække Dani Carvajal til pladsen, mens andre i ledelsen godt kan se meningen med at hente Achraf tilbage.
Én af de klubber, som udviser størst interesse for at tilknytte Achraf er franske PSG, som leder efter en højre back, da Thomas Meunier, Eden Hazards bøddel, ikke har fornyet sin kontrakt med klubben.
Franskmændene er dog ikke de eneste der har snøren ude efter Achraf Hakimi. I Bundesligaen er Borussia Dortmund naturligvis interesseret i at lade ham blive, mens også Bayern München vanen tro er ude efter én af ligaens bedste spillere.
Real Madrid kan muligvis se sig nødsaget til at sælge spillere. Spanske epidemiologer mener ikke, at det er forsvarligt at lukke tilskuere ind til fodboldkampe før der er en vaccine mod corona. Det kan i givet fald gå ud over hele næste sæson, og så står Real Madrid altså til at miste i omegnen af 20% af sine indtægter.
