Roberto Carlos: På ti minutter forlod jeg Inter og tog til Real Madrid

Real Madrids tidligere back-legende, Roberto Carlos, har i en live video på FIFA’s officielle instagram-side indrømmet, at det ikke var nogen svær beslutning at forlade italienske Inter til Real Madrids fordel.

Roberto Carlos tilbragte blot én sæson hos Inter, før han tog til Real Madrid i sommeren 1996, og han fortæller følgende om sit ophold i Milano-klubben.
- I Inter brugte de mig på fløjen og endda som angriber. Det store problem var, at jeg scorede syv mål i mine første syv kampe, og så brugte de mig i angrebet, hvor jeg led meget. Jeg talte med præsidenten (Massimo Moratti, red.) og fortalte ham, at jeg ikke kunne spille der på grund af, at der snart var Copa América, og for at komme med måtte jeg spille på backen.

- Det forunderlige er, at der den dag var et møde med Lorenzo Sanz (den for nyligt afdøde tidligere Real Madrid-præsident, red.), og på ti minutter smuttede jeg og tilsluttede mig Real Madrid.

Roberto Carlos har scoret nogle flotte frisparksmål i løbet af sin karriere, men han fremhæver især to, hvoraf det ene var imod Barcelona, og det andet var imod Frankrig. Brasilianeren fremhæver desuden sin tidligere holdkammerat, Luis Figo, som den sværeste modstander, han har stået over for.
- Figo var virkelig svær. Han er den sværeste modstander, jeg nogensinde har spillet imod.

I kan høre mere om Roberto Carlos’ karriere i Real Madrid i vores seneste podcast, hvor vi gennemgår de største spillere på holdets venstreback i klubbens historie, og den finder I her.

Seneste artikler...