Kakás agent: Real Madrid var ikke Kakás førstevalg

Hvis AC Milans økonomiske situation havde set anderledes ud i 2009, er det slet ikke sikkert, at Florentino Pérez havde haft held med at lande Kaká i sommerens transfervindue det år.

Således fortæller brasilianerens agent, Gaetano Paolillo, i et interview med MilanNews, at det ikke var Kakás eget ønske at forlade den italienske klub.

- Når sandheden skal frem, så ønskede Kaká ikke at forlade AC Milan. Han havde det godt i Milan, ligesom resten af familien, men klubben valgte at sætte ham til salg og derfor var Real Madrid en fremragende løsning. 

- Det var ikke Gallianis ønske at sælge ham, men det var ude af hans hænder. Real Madrid er selvfølgelig altid Real Madrid, det er ikke et hvilket som helst hold, men han vandt ikke mere i Spanien, end han gjorde i AC Milan.

Paolillo fortæller videre, at Real Madrid flere gange forsøgte at hente Kaká til den spanske hovedstad, men uden den store succes.

- Real Madrid forhørte sig på Kaká hvert år, og på et tidspunkt var der et møde i mit hus mellem Baldini, Mijatovic og Kakás far om en mulig handel.

- Kaká var ikke til salg og han sagde altid det samme: at han ikke ønskede at forlade AC Milan. 

- Jeg husker, at han kun havde en rygsæk med efter sin sidste kamp for AC Milan i 2009, da han rejste på landsholdssamling med Brasilien. Jeg kørte ham til lufthavnen og sagde til ham: "Vi ses, når du kommer tilbage". 

- I stedet endte det med, at AC Milan blev tvunget til at sælge ham til Real Madrid.

Kaká spillede 120 kampe for Real Madrid, scorede 29 mål og lavede 39 assists. Han var endvidere med til at vinde tre titler i løbet sine fire sæsoner i den spanske hovedstad, herunder det spanske mesterskab i 2011/12, men blev aldrig betragtet som den store succes.

Seneste artikler...