MARCA: Real Madrid overvejer at udleje Reinier i næste sæson
Reinier ankom i januar til Real Madrid, men på grund af fodboldpausen nåede han blot at spille tre kampe for Castilla, og forinden nåede han blot at spille 16 kampe for Flamengo. Pausen har derfor besværliggjort Reiniers tilvænning til Real Madrid og spansk fodbold generelt.
Planen var oprindeligt at lade Reinier få nogle kampe for Castilla, før man kunne bringe ham tættere på førsteholdet, men nu må man tænke på alternativer i forhold til den plan, man havde lagt for ham. Ifølge MARCA overvejer man derfor at udleje ham i næste sæson, hvilket også kan give mening med hensyn til førsteholdstruppens tre ikke-EU-pladser, som for tiden optages af Rodrygo, Vinícius og Militão, mens Takefusa Kubo også er med i klubbens overvejelser til næste sæson. Samtidig udelukker man dog ikke at beholde ham i en sæson hos Castilla under Raúls vinger.
For tiden træner Reinier ligesom resten af Real Madrids spillere derhjemme, mens han tager lektioner i spansk over Skype. Selv gør han altså hvad han kan for ikke at lade coronavirussen bremse hans tilvænning i Real Madrid.
