Udfordring med udlejede spillere venter

Real Madrid står over for en stor udfordring til den kommende sæson, hvor FIFA sætter en øvre grænse for, hvor mange spillere en klub må have på udlån i andre klubber.

Real Madrid har i denne sæson 14 spillere på udlån, men i den kommende sæson må man maksimalt kun udleje 8 spillere og dermed skal Real Madrid finde løsninger til mindst 6 spillere og sandsynligvis flere, idet man også har Brahim og Reinier i truppen, som heller ikke i den kommende sæson forventes at være inde i billedet til en plads i førsteholdstruppen.

Luca Zidane og Javi Sánchez har begge kontraktudløb til sommer og det forventes ikke, at Real Madrid vil forlænge med dem og dermed er de ude af billedet.

Det er spillere som Andriy Lunin, Achraf Hakimi, Sergio Reguilón og Martin Ødegaard til gengæld ikke. Andriy Lunin forventes at komme tilbage og blive ny reservemålmand for Thibaut Courtois, men de tre andre er der fortsat lidt tvivl om. Achraf Hakimi har masser af tilbud fra andre klubber og et krav om spilletid, som kan blive svært at få opfyldt i Real Madrid, hvor han som udgangspunkt vil være efter Carvajal i køen. Sergio Reguilóns fremtid afhænger af Marcelos planer. Bliver brasilianeren i klubben, er det svært at se en fremtid for den unge spanier i Real Madrid og så kan et salg komme på tale. Martin Ødegaard står med gode muligheder for at vende tilbage til Real Madrid, men her afhænger det også lidt af Luka Modric og hans fremtidsplaner.

For Jesús Vallejo og Dani Ceballos ser Real Madrid-fremtiden lidt mere dyster ud. Vallejo havde ikke noget succesfuldt lejemål hos middelmådige Wolverhampton og nåede kun et par kampe i Granada, inden Corona-krisen satte en stopper for fodbolden. Dani Ceballos har heller ikke imponeret i Arsenal og generelt virker det som om, at Real Madrid har planer med andre spillere end de to. Også Odriozolas fremtid i Real Madrid er uvis og kommer nok i høj grad til at afhænge af, hvad Achraf Hakimi beslutter sig for.

Tilbage er spillere som Óscar Rodríguez, Kubo, De Frutos, Mayoral og Soro. Førstnævnte er publikums-yndling i Leganés, men samtidig også klar til større udfordringer og han sælges sandsynligvis, hvis ikke Real Madrid vælger at give ham chancen. Japaneren sendes sandsynligvis på et nyt lejeophold, mens De Frutos og Mayoral står til at blive solgt. Soro skal som planlagt være en del af Real Madrid Castillas hold.

Seneste artikler...