LaLiga genoptages i juni

Spansk fodbold er på vej tilbage og det såkaldte Consejo Superior de Deportes har nu sendt et dokument til de spanske sundhedsmyndigheder, hvor man bebuder en langsom tilbagevenden for spillerne.

Den er delt op i fire etaper frem mod genoptagelsen af LaLiga og første del sker den 4. maj, hvor spillerne kan få lov til at møde op på de respektive træningsanlæg for at indlede individuel træning med bold og hvis man finder det hensigtsmæssigt må der også være en fysisk træner med. Alle skal dog testes for Corona, inden de får adgang til at træne.

Den 18. maj kan spillerne så begynde at træne sammen i mindre grupper på op til seks spillere og en uge senere øges det antal til 8 spillere. Dog må der aldrig være mere end 10 spillere og trænere på banen på samme tid.

Den 1. juni kan spillerne så endelig træne sammen under særdeles skærpede regelsæt.

Og den 5. juni genoptages sæsonen for lukkede døre, hvis genopstarten af træningen er forløbet uden problemer og ellers udskydes starten til ugen efter.

Der mangler fortsat 11 spillerunder i LaLiga og som udgangspunkt vil Zinedine Zidane have alle mand til disposition, herunder også Eden Hazard og Marco Asensio.

Seneste artikler...