Real Madrid-spillernes delmål for resten af sæsonen

Før starten af indeværende sæson fastslog Zidane, at hovedmålet er at vinde La Liga, og selvom man dummede sig imod Real Betis umiddelbart før fodboldpausen, har Real Madrid fortsat en yderst realistisk chance for at opnå netop det.

Ud over kampen om det spanske mesterskab, er der yderligere en række spillere, som har personlige mål på spil, og med håbet og troen på at ligaen genoptages, skitseres i det følgende nogle af disse delmål, som alle kan hjælpe Real Madrid i jagten på klubbens 34. mesterskab.

Thibaut Courtois er en stærk kandidat til at hente Zamora-trofæet, som ikke er gået til en Real Madrid-målmand siden Iker Casillas i 2008. Belgieren har lukket 16 mål ind i løbet af 24 kampe, hvilket giver et snit på 0,66 mål lukket ind per kamp. Dermed fører han kapløbet foran Jan Oblak (0,77) og Marc-André ter Stegen (1,12).

Derudover har holdets kaptajn, Sergio Ramos, efterhånden ikke langt op til Manolo Sanchís på listen over spillere i klubbens historie med flest kampe. Sanchís er nummer tre på listen med 655 kampe, mens Ramos følger efter med 640. Med blot elleve kampe tilbage i ligaen og en svær returkamp i Champions League er det dog usandsynligt, at han når Sanchís i denne sæson, men Ramos vil forhåbentligt også forsøge at gøre sig fortjent til den to-årige kontraktforlængelse, som han ønsker fra klubben.

På samme liste har både Marcelo og Karim Benzema mulighed for at rykke en plads længere frem. De har henholdsvis tre og syv kampe op til Míchel på ottendepladsen, og de kan tilmed spille sig tættere på Roberto Carlos som udlændingen med flest kampe i klubbens historie. Carlos fører her med 22 kampe ned til Marcelo og 26 til Benzema. Benzema har desuden mulighed for at vinde sit første Pichichi-trofæ i karrieren, men i så fald skal han igen have gang i målscoringen, eftersom han på topscorerlisten er nummer to med fem mål færre end Lionel Messi.

For flere af truppens spillere er sæsonens resterende kampe især vigtige for sikre deres fremtid i klubben. Der er fortsat tvivl om Marcelos fremtid i klubben, selvom han selv for nyligt udtalte, at han ønsker at blive. På lignende vis kan Lucas Vázquez, der har kontraktudløb næste sommer, være i gang med sin sidste sæson, hvis klubben vil have penge for ham. Det samme gælder Luka Jovic og Mariano, da flere af Europas stærke angribere rygtes til klubben.

Hvis sæsonen genoptages, vil der været lagt op til revanche for truppens to uheldige offensivspillere, Marco Asensio og Eden Hazard, der vil have flere kampe til at vise deres værd i indeværende sæson end ellers antaget. Derudover vil der være mulighed for en spiller som Vinícius til at bygge videre på sine lovende takter, hvor han blandt andet scorede i El Clásico, før coronavirussen lagde fodbolden ned.   

Seneste artikler...