Colombiansk presse: James og Atlético Madrid kan få papir på hinanden
Ifølge colombianske El Universal vil James Rodríguez forsøge at komme væk fra Real Madrid til sommer. Igen.
Et skifte var under opsejling allerede sidste sæson, hvor Atlético Madrid blev meldt inde i billedet til at overtage colombianeren, men forhandlingerne faldt til jorden omkring det tidspunkt, hvor Real Madrid tabte med 7-3 i en træningskamp i USA mod netop Atlético Madrid.
Men parterne er fortsat interesserede i hinanden og Atlético Madrid skal være parate til at betale 25 millioner € for James Rodríguez, som må siges at være en god pris i disse Corona-tider, når man tænker på, at det samtidig er en spiller, som på ingen måde indgår i Real Madrids fremtidsplaner.
Handlen er interessant, idet Atlético Madrid – i lighed med Barcelona – skal vænne sig til at skulle betale skat for de spillere, som de køber, fordi de har været tvunget ud i at anmode den spanske regering om en såkaldt ERTE for at få økonomien til at hænge sammen under Corona-krisen. Real Madrid styrede i første omgang uden om en ERTE og er derfor ikke pålagt samme skærpede krav under sommerens transfervindue.
