IFAB giver mulighed for fem udskiftninger per kamp i La Liga
FIFA har for nylig annonceret, at IFAB (International Football Association Board) har tilladt midlertidige ændringer i fodboldloven, hvilket skal komme spillere og klubber til gode. På grund af coronakarantænen mangler der at blive spillet en masse kampe, og de skal spilles af spillere, der ikke har været i kamp længe.
Ændringerne i loven går på, at klubberne i løbet af kampene skal have mulighed for at kunne udskifte fem spillere frem for de nuværende tre, og reglerne vil gælde i de turneringer, som allerede er i gang, og som efter planen skal være færdigspillet inden den 31. december i år. De fem udskiftninger skal blive foretaget over tre omgange i løbet af kampene for at minimere tidsspild.
Ifølge FIFA er formålet at tage højde for spillernes sundhed, når der skal spilles en masse kampe på kort tid under andre vejrforhold, end ligaerne normalt spilles under. Det er dog stadig op til de enkelte ansvarlige for ligaerne at beslutte, om man vil benytte sig af regelændringerne, hvorfor det endnu ikke er vist, om det kommer til at få betydning for La Liga.
