Ico Aguilar er død - 71 år gammel

Real Madrid har mistet endnu en af sine legendariske spillere, nemlig Ico Aguilar, som i en alder af 71 år har mistet livet til kræft.

Ico Aguilar, eller Franciso Javier Aguilar García, som han blev døbt, blev født i 1949 og blev som 14-årig indlemmet i Racing Santanders filial-hold, da Laureano Ruiz (talentspejder i Racing Santander) bad ham om at droppe håndbolden og fokusere på fodbold.

Det skulle vise sig at være et fornuftigt valg, for i 1971 førte det til et salg til Real Madrid, hvor han ankom sammen med målmanden Corral og angriberen Santillana. Sammen med sidstnævnte havde han en årrække et fortrinligt samarbejde som oplægger til den hovedstødsstærke Santillana og Ico Aguilar spillede i Real Madrid frem til 1979 og i perioden blev det til fem spanske mesterskaber og to Copa-titler. Efter Real Madrid spillede han i Sporting Gijón og i Rayo Vallecano.

Ico Aguilar efterlader sig kone og to børn og sov stille ind på et hospital til Real Madrids og Racing Santanders hymner.

Æret være hans minde.

Seneste artikler...