Asensio kan blive alternativ til Benzema
Når sæsonen bliver genoptaget, kommer Zidane til at have et endnu større dilemma end tidligere angående det store udvalg af kantspillere i truppen, da Marco Asensio og Eden Hazard igen kommer til at være klar til kamp. Dermed kommer Zidane til at skulle vælge to ud af truppens syv kantspillere i form af Bale, Vázquez, Brahim, Vinícius, Rodrygo, Asensio og Hazard.
Samtidig har Zidane ikke vist stor tillid til reserverne i angrebet, Mariano og Jovic, men med et tætpakket kampprogram, kan franskmanden blive nødsaget til at finde løsninger, når Benzema skal have en pause. Ifølge AS kan Asensio gå hen og blive en joker, da spanieren tidligere har vist god målnæse. I sidste sæson dalede han i niveau sammen med resten af holdet, hvor det blev til seks kasser, men i de foregående to sæsoner scorede han ti og elleve mål, hvilket i denne sæson ville være nok til at være holdets næstmest scorende spiller.
Den tidligere cheftræner for Real Madrid og det spanske landshold, Julen Lopetegui, har flere gange anvendt Asensio i en angriberolle som falsk 9’er. Han fik blot 45 minutter på pladsen i Real Madrid-trøjen i en opvisningskamp i 2018, men han brugte ham også på pladsen for landsholdet i en 3-0-sejr over Italien. Det samme har den nuværende cheftræner for det spanske landshold, Luis Enrique, gjort, da Asensio spillede som hængende angriber bag ved Valencia-angriberen Rodrigo i en stor 6-0-sejr over Kroatien. Her scorede den 24-årige Real Madrid-spiller én gang og lagde op til tre mål.
Spørgsmålet er, om Zidane ser de samme muligheder for at benytte Asensio i angrebet. Han har tidligere vist større tiltro til spanieren, end han har vist holdets to reserveangribere, og det vil samtidig gøre dilemmaet nemmere på kantpositionerne.
