AS: Kroos bliver i Real Madrid

Sidste sæson var en sæson til glemmebogen, hvor meget få Real Madrid-spillere spillede op til de forrige sæsoners niveau, men alligevel valgte man at forlænge kontrakten med holdets tyske spilstyrer, Toni Kroos, til 2023. Det har et år senere vist sig at være en god beslutning, eftersom Kroos sæsonen igennem har præsteret på et højt niveau, men alligevel har der i få glimt været antydningen af gnidinger i forholdet mellem tyskeren og Zidane.

Kroos var den ene af to spillere, der blev udskiftet i pausen i en kamp mod Atlético Madrid, da Zidane ønskede at spille med større bredde i spillet, og derudover skabte det røre, at han fik sig en hjertelig snak med Pep Guardiola efter kampen mod Manchester City, hvor han ikke fik et minuts spilletid.

En unavngiven kilde tæt på Kroos slår dog fast over for AS, at tyskeren ingen planer har om at forlade Kongeklubben:
- Toni har det godt i Madrid. Han bliver der - det med at tage til Kina eller USA er ikke ham.

Kroos har i flere ombæringer slået fast, at han agter at fuldføre sin nuværende kontrakt, og at han først derefter vil tage stilling til, hvad fremtiden derefter skal byde på. Zidane slog da også fast efter City-kampen, at Kroos er uundværlig for holdet, hvorfor Real Madrid formodentlig kan se frem til tre år yderligere med den altid pålidelige tysker til at styre spillet fra midtbanen.

Seneste artikler...