Træningen rykker op til næste fase
Real Madrid-spillernes træning på Valdebebas nærmer sig stille og roligt normale tilstande, hvor Zidane i dag kunne dele sine spillere i to grupper frem for sidste uges tre.
Dermed bestod begge grupper af mere end ti spillere, imens målmændene trænede separat. Der har endnu ikke været spillet reelle træningskampe, men intensitetsniveauet fortsætter med at blive øget for at få spillerne klar til ligaens genstart.
Til dagens træning var der gensyn med Mariano, som lavede nogle løbeøvelser på anlægget, men stadig ikke arbejder med bolden efter hans fodskade. Luka Jovic er fortsat i gang med sin genoptræning i træningslokalerne.
