Sergio Ramos med 650 kampe for Real Madrid
Sergio Ramos klokkede sin kamp nummer 650 ind på kontoen, da han spillede første halvleg i sæsonens sidste LaLiga-kamp mod Leganés, hvor han i øvrigt bragte Real Madrid foran 0-1.
Real Madrid-kaptajnens 650 kampe fordeler sig på 454 i LaLiga, 124 i Champions League, 48 i Copa del Rey, 14 i den spanske Super Cup, seks i klub-VM og fire i den europæiske Super Cup, og i skrivende stund er det nok til at indtage fjerdepladsen over flest kampe i historien for Real Madrid.
Raúl topper listen med 741 kampe, Iker Casillas sidder på andenpladsen med 725 kampe og Manuel Sanchís runder top 3 af med 710 kampe.
Det kræver givetvis, at Ramos holder sig på toppen i to sæsoner mere, hvis han har en ambition om at klemme sig ind i top 3 over flest kampe i Real Madrids historie.
Ramos har snart været i Real Madrid i 15 år, og han har brugt tiden i den spanske hovedstad ganske fornuftigt. Således har den 34-årige midterforsvarer vundet hele 22 titler, herunder fem ligatitler, fire Champions League-triumfer og to Copa del Rey-pokaler.
