200 kampe for Nacho i Real Madrid-trøjen
I kampen mod Leganés spillede Nacho sin kamp nummer 200 i sin Real Madrid-karriere, og efterfølgende overrakte præsident Florentino Pérez en trøje til forsvarsspilleren som en hyldest.
Nacho fik sin debut for klubbens førstehold i april 2011, og han har vundet 143 kampe og scoret elleve mål. Derudover har han vundet hele 17 titler med Real Madrid; fire Champions League, fire VM for klubhold, tre europæiske Super Cups, tre spanske Super Cups, to La Liga og én Copa del Rey.
Efter kampen sagde Nacho:
- Jeg drømte om at spille én kamp her, og nu har jeg spillet 200. At spille for Real Madrid har altid været en drøm for mig, og alle kampe er som den første. At bære anførerbindet er en meget speciel ting. Jeg føler, jeg hører hjemme her. Jeg har været kaptajn for Castilla og flere gange på førsteholdet, og det er jeg virkelig glad for.
Nachos 200 kampe fordeler sig på 134 i La Liga, 33 i Champions League, 30 i Copa del Rey og tre i VM for klubhold. Han spillede flest kampe på én sæson tilbage i 2017-2018, hvor det blev til 42 kampe. Sevilla har været den modstander, han ofte har stået over for med ti opgør i alt, mens han ofte har været med i sejrene over Getafe med otte styks.
