Årsdag for Asensios alvorlige knæskade
I dag er det præcis et år siden, at Marco Asensio fik sin alvorlige knæskade og på det tidspunkt vinkede farvel til den forestående sæson, men sådan kom det heldigvis ikke til at gå.
En blanding af hårdt arbejde fra spanieren selv, samt den verdensomspændende Corona-krise gjorde, at han var klar til at tørne ud for Real Madrid, da LaLiga startede op igen efter en pause på tre måneder.
Marco Asensio tog opgaven på sig efter knæ-operationen og gennemførte et hårdt genoptrænings-program med op til otte timers daglige øvelser og det gjorde, at han vendte tilbage længe før oprindeligt planlagt og dermed kunne være til rådighed til sæsonens sidste 11 kampe.
Han fik come back i hjemmekampen mod Valencia, hvor han blev skiftet ind efter en times spil og blot et halvt minut senere kom han på måltavlen ved sin første boldberøring. Det blev den første af i alt 3 scoringer i de sidste 11 kampe, hvor han var med i 9 af dem og startede inde i tre kampe.
Dermed fik han et come back, som var langt bedre end man turde have håbet på og det øger naturligvis forventningerne frem mod den kommende sæson, hvor Marco Asensio kan blive et vigtigt offensivt kort for Zinedine Zidane og Real Madrid.
