Real Madrid er ubesejret i La Liga, når Mendy har spillet fra start

Ferland Mendy har i modsætning til flere af Real Madrids seneste indkøb grebet chancen i klubben, hvor han efterhånden må betragtes som uundværlig, når Real Madrid spiller de store kampe, og ses der statistisk på franskmandens præstationer i La Liga, er hans betydning også soleklar; Real Madrid har nemlig endnu ikke tabt en ligakamp, hvor Mendy er startet på banen.

Den bomstærke venstreback har spillet 23 gange for Real Madrid i La Liga, og undervejs er det blevet til 17 sejre og seks uafgjorte. Senest var han med til at udklassere Barcelona på cataloniernes egen hjemmebane.

I det skuffende nederlag til Cádiz i runden forinden sad Mendy over efter to krævende landsholdskampe for Frankrig, og her spillede Marcelo i stedet, og Mendy var heller ikke på banen i sidste sæsons skuffende nederlag til Levante og Mallorca. Han har dog prøvet at tabe i La Liga, da man tabte med 2-1 til Betis, inden coronakrisen stoppede fodbolden i sidste sæson, men her blev han først skiftet ind efter en time.

I Champions League er statistikkerne for Mendy dog ikke helt så gode, da han her har startet på banen i fire nederlag. Der er dog alligevel ingen tvivl om, at han har vist sig som en overbevisende forstærkning til Real Madrids forsvarskæde, siden man hentede ham i Lyon i 2018, hvor han med sin styrke og fart har været en solid bestanddel af holdets defensiv.

Seneste artikler...